26. april 2024 - Kultur

Der er ingen toilet i cellen, så jeg må ud på gangen om natten, men det gik nu fint og om morgenen var der også bad i et af de fælles toiletter/badeværelser. Vagten ved skranken havde sendt mig nogle oplysninger i går om caféer og restauranter i nærheden og han fortalte også også om en morgenmadscafé bare 60 meter fra indgangen til hostel. Fransk mogenmad, croissant, appelsin juice og kaffe.

Jeg havde planlagt at se Sagrada Familia. Jeg kunne ikke få billet til at se den indvendig, men jeg er nu heller ikke så meget til kirkerum. Denne skulle dog være helt speciel. Jeg gik de 4km derop, men byvandring er nu ikke så sjovt. Jeg gik en tur rundt om kirken og købte så et partoutkort til metroen. 

Man han ikke besøgt en by, hvis ikke man har prøvet deres offentlige transport og metro er en aldeles fantastisk måde at komme rundt på. Jeg endte i bunden af Ramplaen og faldt hurtigt ind på en café for at få en øl. Det var virkelig hyggeligt at sidde der og kigge på livet (turisterne). Der kom nogle artister og flik-flakkede og gik rundt med hatten i hånden. Jeg hyggede mig, så jeg bestemte mig for frokost der. Selvfølgelig tapas og endnu en øl. Jeg havde billet til Picassomuseet kl 15.15 i nærheden, så jeg havde god tid til kaffe også. Vejret var også dejligt.

Pludselig lagde jeg mærke til at to danske familier, uafhængig af hinanden, havde sat sig på hver sin side af mig. Nu var det med at holde gode miner til slet spil. Jeg gider ikke tale med tilfældige danskere, når jeg er i udlandet, men de opdagede heldigvis ikke, at jeg var dansk.

Picassomuseet er stort og viser billeder fra hele hans karriere. Fra almindelige portrætter, over den blå periode og så til sidst kubismen, som han vist var en af skaberne af.

Jeg var træt og gik hjem på værelset og hvilede mig. Måske skulle jeg tage videre dagen efter. Jeg havde jo set det jeg kunne se og som jeg var kommet efter.

Jeg havde godt nok betalt for endnu en overnatning, men denne celle kunne jeg godt forlade uden at savne den. Jeg ville til Bordeaux og en bekendt havde foreslået Saint Emillion uden for Bordeaux. God ide. Jeg gider egentlig heller ikke mere storby. Det blev noget af en kamp at finde en togrute, bestille værelse i St. Emillion. Der skulle bestilles pladsbillet til toget fra Norbonne til Bordeaux. Visa-korten skulle sikres endnu mere med SMS-kode, Mitid osv. men det lykkedes dog efter over en times kamp. Så gik jeg ned til en mexikansk restaurant lige lidt nede af gaden. Det er altså hyggelig her i det gotiske kvarter i Barcelona. Mange unge mennesker og sjove barer og restauranter.

Jeg fik en øl og en slags Cesars Salat. Kylling, ost og nachos serveret på et salatblad. Det smagte virkelig godt, men jeg kunne ikke spise det hele. Frokosten var vist ikke helt fordøjet endnu.

Lidt fjernsyn i sengen inden jeg lagde mig til at sove.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

16. april 2024 - Afrejse

Indledning og planlægning

17. april 2024 - Forsinkelse