18. april 2024 - Barcelona
Jeg skulle med toget til Barcelona lidt op af formiddagen, så jeg havde god tid. Jeg benyttede tiden til at lave en anmodning til OBB (Østrigste DSB) om refundering af rejsen fra Hamborg til Basel. Det har man ret til, hvis rejsen er forsinket mere end en time. Det skulle der lige et par opringninger til Østrig til, før jeg blev vist det rigtige sted hen. Jeg udfyldte alt, inkl. ISBN kontonummer. Hvis jeg får det refunderet, så er det det absolut dyreste togrejse på turen.
Jeg tog til banegården og steg på toget ved 10.30-tiden. Der var et skift i Valence, som ligger en times TGV-tur nede ad Rhone. Jeg må altså sige, at toget kører stærkt, men det er stadig behageligt. Ingen rysten eller larm. Det skuffer mig bare lidt, at det er et diesel-lokomotiv, men TGV er vel også fra 80-erne. Efterhånden som vi kom ned mod Middelhavet, blev vejret bedre, men på den spanske side af grænsen skyede det til igen. Toget kører langs vandet i nogle lavvandsområder med små søer indimellem. Der stod flammingoer og hyggede sig i deres lyserøde fjerdragt.
Jeg tog en taxa fra banegården til hotellet. Jeg smed kufferten på værelset og gik op til et El Corte Ingles, hvor der var nogle barer og restauranter udenfor.
Aftensmaden var selvfølgelig tapas, - rejer og muslinger.
Derefter bare hjem i seng.
Kommentarer
Send en kommentar